Denne kommentaren skrev danske Lotte Bering til forslaget om å imøtegå den stadig mer omfattende volden mot kvinner med å sette opp overvåkningskameraer i spesielle områder i Danmark.

KÆRE MÆND. I har et problem! Jo, læs nu med. I har også lige nu et kæmpe momentum. Når man i tusindvis af år har bevæget sig hen imod afgrunden og man lige nu er få meter fra kanten, så har man et momentum. Noget kan måske lade sig gøre nu, som har været umuligt før. Hvis I er modige, hamrende modige: tør føle, lytte og fortælle.

Se nu eksemplet med overvågningskameraer. Læs artiklen her under. HVILKEN KYNISME ! Overfor jeres egne brødre! Lad dem blot lave ulykker, vi fanger de værste og spærrer dem inde. Så kan de sidder der og rådne op. Vi sætter en teknologisk dims til at klare problemet, en dims der ser på fra afstand og ingen  ting gør. Præcis som hele systemet gør, præcis dét der er problemet.

Hvorfor er dagene ikke fulde af beretninger om mænd der mødes og taler sammen. Overalt og i hobetal, næsten ikke har tid og opmærksomhed til at gøre andet. End at afdække og løse det her. Hjælper hinanden, deler følelser. Fortæller din bror om den dag du selv fik lyst til at løfte armen og slå, den dag du råbte og mærkede en vrede du ikke vidste du havde i dig, den dag du fik lyst til at koble sex med vold. Sammen undersøger hvordan det er at leve i en verden, hvor det dybest set i virkeligheden er OK at mænd tager hvad I vil have: plads, jobs, materielle ting, skove, træer, kvinder, børn, dyr, bjerge, penge i læssevis. Og bruger magt og manipulation for at få det. Om hvordan det er at indgå i et kynisk og følelsesmæssigt apatisk magthierarki, med al dets koldblodighed og gru.

Hvorfor er der ikke grupper af mænd over alt i parkerne, der hjælper hinanden ud af denne ulykkelige paralyserede tilstand, som er hastigt på vej til at have smadret hele verden?

Er I stumme og lamme? Er I blinde og døve? Er I ensomme, er I rædselsslagne? Er I overbeviste om, at I hver især ingen rolle spiller? 

Mandssamfundet består af en hel masse mænd, som retter sig efter systemets uskrevne regler, og hver eneste mand spiller en rolle i det, selv den mindste og sødeste og mest passive. Ja, ikke mindst de af jer der ingenting gør.

Også fordi kvinder ikke kan ændre det, fordi det er jeres system og jeres handlinger, og fordi en central og selvbekræftende del af det netop er at udråbe kvinden til fjenden. Det er kvinden alle skydevåben og kanoner er rettet imod. Så hvordan skulle I kunne høre os? 

Og fordi systemet gennemsyrer alt, og har bygget sig op med mure og fundamenter så grundlæggende og stærke. Og med en indbygget mekanisme til opretholdelse og bekæmpelse af ethvert oprør. 

Mit hjerte græder. Ja, hele mig græder. Faktisk stortuder. Vokset op med voldelige mænd overalt. Og ingen gør noget, ikke en gang nævner I det, lader jer mærke med det, endsige taler om det, meddeler hvad der foregår inden i jer. Og imens I overvejer, skrider alt og alle nærmere afgrunden minut for minut. Det er ikke til at bære. 

Jeg ved I er levende og har følelser, mange af jer. Hvad tænker I på?